-
Business-overblik: Skæbnesvanger afgørelse for Novo Nordisk på trapperne
来源: BDK Finans / 15 11月 2024 01:07:44 America/New_York
Godmorgen og velkommen til ugens sidste, hurtige Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Fedmebølge løber løbsk på stort Novo-marked Styrket dollar har givet danske virksomheder medvind Kæmpe milliardregning »ligger og lurer« under statskassen. Den grønne omstilling kan blive dyr Populær gaveside anbefaler drukspil til mindreårige Men vi begynder med, hvad der kan blive det mest afgørende for den danske medicinalgigant Novo Nordisk i flere år. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Skæbnesvanger afgørelse for Novo Nordisk på trapperne I november eller december ventes de afgørende resultater fra fedmeforsøg med en opfølger til Novo Nordisks banebrydende slankemiddel Wegovy, og de bliver afgørende for medicinalgigantens langsigtede vækst. Det siger medicinalanalytikere, der følger selskabet, til Finans, om slankemidlet, som Novo Nordisk forventer kan give et vægttab på 24 procent. Hvis forventningern til cagrisema holder, kan det ifølge den schweiziske bank UBS udløse store kursstigninger. Et negativt resultat vil ifølge Goldman Sachs føre til svagere salg og dermed ringere udsigt til vækst. Ifølge Finans ved Novo Nordisks ledelse stadig ikke, hvad resultatet af fase 3-forsøgene med cagrisema som slankemedicin, er. De blev afsluttet i oktober. Det skriver andre medier om 1. Fedmebølge løber løbsk på stort Novo-marked Over en kvart milliard mennekser i USA vil i 2050 være overvægtige eller svært overvægtige. Det viser en ny undersøgelse finansieret af Bill og Melinda Gates-fonden, skriver Børsen. Blandt svært overvægtige vil da være hvert femte barn, hver tredje teenager og to ud af tre voksne over 24 år. »Vores analyse afslører, at det i årtier ikke er lykkedes at tackle den voksende overvægts- og fedmeepidemi i USA,« siger Emmanuela Gakidou fra Institute for Health Metrics and Evaluation på Washingtongs Universitet. 2. Styrket dollar har givet danske virksomheder medvind Donald Trumps valgsejr har her og nu givet store, danske virksomheder medvind. Den amerikanske dollar er nemlig blevet styrket, hvilket gavner dem på Danmarks største eksportmarked. Cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank kalder det over for Finans for en overset effekt af valget, og »det er ikke en helt ubetydelig størrelse«. En styrkelse af dollaren i forhold til kronen vil ifølge banken øge indtjeningen i de 19 største, børsnoterede selskaber, som banken følger, med fem procent. Danmarks eksport til USA var i januar-september på 251 milliarder kroner – 44 milliarder mere end på samme tidspunkt i 2023. 3. Populær gaveside anbefaler drukspil til mindreårige Onlinetjenesten Ønskeskyen, der bruges af mange danskere i stedet for en papirønskeseddel, anbefaler ølbongs, Jägermeister-anlæg og drukspil som gaver til 13-14-årige i sin såkaldte gavegenerator, skriver TV 2. Forbrugerrådet Tænk mener, at det er et klart brud på markedsføringsloven, der skal beskytte mindreårige mod uegnede produkter, og at det opfordrer mindreårige til at indtage alkohol. Ønskeskyen siger, at gavegeneratoren løbende modereres, og at annoncørerne ikke kan påvirke dens forslag. Det skriver vi om 1. Kæmpe milliardregning »ligger og lurer« under statskassen. Den grønne omstilling kan blive dyr Den grønne omstilling efterlader en tikkende bombe under de danske statsfinanser, påpeger professorer. Politikerne kender problemet, men har endnu ikke peget på en løsning. Læs historien her. 2. Nu kan tusindvis af FCK-fans snart glæde sig – hoppeforbud tæt på at blive ophævet Det vil snart være muligt igen at hoppe koordineret til FCKs og landsholdets kampe i Parken. Danmarks nationalstadion ved nu, hvad der skal til, for at konstruktionen kan bære den belastning, som 8.000 fans kan skabe på den ene endetribune. Læs historien her. Det bør du også læse Kritikken er haglet ned over TikTok – men nordisk chef affejer anklagerne: »Min TikTok-oplevelse er 100 procent positiv« TikTok har fået massiv kritik for forbindelsen til Kina, problematiske algoritmer og facilitering af skadeligt indhold. Trods det har TikToks chef i Norden kun haft »100 procent positive« oplevelser på platformen. Men anerkender hun problemerne? Læs historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser torsdag: Dow Jones: -0,47 procent S&P 500: -0,60 procent Nasdaq: --0,64 procent Asien – indeks fredag kl. 7.00: Japan Nikkei: +0,60 procent Hongkong Hang Seng: +0,39 procent Kina CSI Shanghai: -0,15 procent Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-skaebnesvanger-afgoerelse-for-novo-nordisk-paa